loader

Holckenhavn Slot

slider billede 1

Opskrift på ingefærshot

Ingefærshot:

Her på slottet serverer vi ingefærshots til morgenmaden, både til vores konferencer og til vores bryllupper.

 

Ingefærshots er fyldt med energi og vitaminer, og vi synes at det er en skøn måde, at starte dagen på.

 

Ingefær indeholder en lang række vitaminer og antioxidanter, og er kendt for sine antiinflammatoriske egenskaber. Ingefær indeholder også zink, krom og magnesium som stimulerer blodcirkulationen, og ved dagligt indtag, skulle det i vintersæsonen kunne hjælpe mod influenza og reducere risiko for feber. Desuden skulle ingefær have en gavnlig effekt på gigt og kvalme.

 

Gurkemeje, som nok er mest kendt for sin kraftige farve, er ligeledes kendt for sine antiinflammatoriske egenskaber, og er desuden en særdeles stærk antioxidant.

Ingefærshots er bestemt ingen mirakelkur, men vi synes at det smager dejligt, og har en opkvikkende effekt, hvilket er skønt om morgenen.

På slottet anvender vi desuden ingefærdrikken varm, hvis nogen gæster er lidt småsyge. Man tager 2 dl ingefærdrik og koger op i en gryde, og tilsætter så saften af 1 citron og 2 spsk. honning. Mængden af citron og honning kan selvfølgelig varieres efter smag. Det virker!

Vi håber, at I har lyst til at prøve vores opskrift, og at I også vil få glæde af de skønne ingefærshots.

 

Se video af hvordan vi laver ingefærshot her: https://www.youtube.com/watch?v=550vnnMySV0

 

Ingredienser

  • 200 gram økologisk ingefær
  • 50 gram økologisk gurkemejerod
  • 4 spsk. sukker
  • 2 liter vand
  • 4 økologiske citroner

 

Fremgangsmåde

  • Ingefær og gurkemejerod hakkes i grove skiver
  • Hældes op i en gryde
  • Tilsæt sukker
  • Tilsæt vand
  • Lad det simre i 45 min.
  • Tag af komfuret
  • Del citronerne i 2 og pres saften ned i gryden
  • Hæld det gennem en si, så alt ingefær og gurkemejerod filtreres fra
  • Lad det køle af
  • Hæld på flaske

 

 
Velbekomme, Køkkenchef Anne Frier Larsen