loader

Holckenhavn Slot

slider billede 1

Opskrift på rabarbersaft, rabarbermuffins og lune rabarber med råcreme

Rabarber-tema: Opskrifter på rabarbersaft, rabarbermuffins og lune rabarber med råcreme og lakrids

Så er bloggen endelig live, og vi har glædet os til at dele både nyheder og inspiration med dig. Denne første gang deler vi en sand opskrift-kavalkade på skønne rabarberdesserter med dig.

 

Nu er foråret endeligt kommet, og det betyder, at det er rabarbertid!

Og her på Holckenhavn ELSKER vi rabarber.

 

Rabarbere er den første forårsbebuder, og vi begejstres mildest talt over deres sarte, lyserøde farve og deres helt fantastiske smag.

Rabarberen er egentlig er en grøntsag, men fungerer godt både i desserter og som kompot til en hovedret, fx stegt kylling.

 

Rabarberens skønne farve og dejlige syrlige smag gør den til en af vores favorit grønsager, og vi vil derfor gerne her give dig nogle skønne opskrifter på rabarbersaft, rabarbermuffins og lune rabarber med råcreme og lakrids, som vores køkkenchef Anne Frier har sammensat. Rabarberdesserterne ynder vi at servere i solskinsvejr i foråret og den tidlige sommer til bl.a. konferencegæster på slottet. 

 

 

Rabarbersaft

Ingredienser:

  • 1 l vand
  • 500 g rabarber
  • 2 dl sukker
  • 1 vaniljestang
  • Saften af en citron

 

Sådan gør du:

Skær bund og top af rabarberne, skyl dem godt og skær dem i mindre stykker.

Kom rabarber, sukker, vand og vanilje i en gryde og kog det op. Lad det simre indtil rabarberstykkerne er helt udkogte. Lad det stå og trække, til det er kølet helt af. Herefter sigtes saften og smages til med citronsaft.

 

Rabarbersaften smager godt som den er, men er også lækker sammen med lidt danskvand eller i en cocktail som fx. vores signaturcocktail, der består af med rabarbersaft, vaniljesirup og vodka.

 

På slottet serverer vi desuden rabarbersaften med prosecco til vores rabarberdesserter. Vi bruger 1/2 dl til et champagneglas, som vi topper op med iskold prosecco.

 

Saften smager også skønt som en iskold suppe med en kugle vaniljeis!

 

 

Rabarbermuffins

Ingredienser:

  • 100 g marcipan
  • 100 g sukker
  • 100 g smør
  • 2 æg
  • 50 g mel
  • 1 spsk revet citronskal
  • 50 g hakket hvid chokolade
  • 1 dl rå rabarber i tern

 

Sådan gør du:
Riv marcipanen på et rivejern og rør sammen med sukker og smør.

Tilsæt æggene et ad gangen.

Tilsæt mel, citronskal og hvid chokolade.

Vend rabarbertern i til sidst.

Fordeles i 6 muffinforme (gerne silicone) og bages ca. 16 min. ved 165 grader.

 

 

Rabarbermuffins-225x300

Lune rabarber med råcreme og lakrids

Ingredienser:

  • Et lille bundt rabarber, ca. 500 g
  • 1/2 stang vanilje
  • 1 dl sukker
  • 2 pasteuriserede æggeblommer
  • 1/2 stang vanilje
  • 1/2 dl sukker
  • 2 dl piskefløde
  • Blåbær
  • Raw liquorice powder fra lakrids by Johan Bülow, et lækkert og knasende lakridsdrys.

Hvis du ikke kan finde lakridspulveret fra Johan Bülow, kan du bare bruge en anden slags lakridsdrys eller bruge lidt hakket hvid chokolade - alt efter, hvad du kan lide.

 

 

Sådan gør du:
Lune rabarber:

Skær bund og top af rabarberne, skyl dem godt, og skær dem i mindre stykker. Kom dem i en lille bradepande med bagepapir i bunden, flæk vaniljestangen og skrab 1/2 af vaniljekornene ud, bland det med sukkeret, og drys det ud over rabarberene. Bag dem ved 165 grader, indtil de er bløde og lækre, ca. 20 min.

 

Råcreme:

Imens rabarberne bager, kan du piske råcremen sammen. Start med at piske 2 æggeblommer sammen med sukker og vaniljekorn - det skal piskes helt hvidt og luftigt. Fløden piskes til flødeskum og vendes sammen med æggecremen.

Anret de lune rabarber i 4 dybe tallerkener, kom en god skefuld råcreme på og drys lakridsdrysset ud over råcremen og pynt med lidt friske blåbær.

 

 

Rabarberdesserterne nydes bedst på en skøn solskinsdag.