loader

Holckenhavn Slot

slider billede 1

Så er det forår – Stenbiderrognen er her

Så er det forår - Stenbiderrognen er her

Stenbiderrogn har typisk sæson fra medio januar - april, afhængig af vind og vejr.

Du kan købe renset stenbiderrogn hos fiskehandleren, men du kan også nemt rense det selv ved at lægge rognen i en stor skål med vand og piske med et piskeris. Hinderne vil hænge fast i piskeriset, så du nemt kan nemt fjerne disse. Lad derefter rognen dryppe af i en sigte. Stenbiderrognen har en forholdsvis kort holdbarhed, så nyd den gerne kort efter rensningen.

I vores køkken bruger vi stenbiderrogn til både forretter, appetizers, canapeer, snacks og på vores frokosttallerken. Stenbiderrognen kan både være en ret i sig selv eller fungere som pynt til fx en forret som et ekstra pift.  

En ret vi ofte laver her på Holckenhavn Slot består eksempelvis af sprøde, råmarinerede jordskokketern, lidt trøffelolie,  agurk, stenbiderrogn, luftig hollandaise, karse og små sprøde kartoffelchips.  

Stenbiderrogn smager også skønt sammen med de første asparges eller på et stykke godt rugbrød med pocheret æg og avocado. 

Den klassiske version med stenbiderrogn, lune blinis, creme fraiche og rødløg går man heller aldrig galt i byen med. Stenbiderrogn kan også vendes sammen med rygeost, purløg og hakket dild og spises på sprødt rugbrød som en lille snack.

 

Smørristet brioche med stenbiderrogn, syltet rødløg, rygeostcreme og karse

Forret til 4 personer:

200 g renset stenbiderrogn

Saften af 1/2 citron

1 rødløg

2 dl eddike

1 dl vand

1 dl sukker

4 spsk. sødmælksrygeost

2 spsk. mælk eller creme fraiche

Salt og peber

1 lille bakke karse

4 skiver brioche, alternativt kan du bruge noget lækkert surdejsbrød

100 g smeltet smør

 

  

 

     

 

Start med at smage stenbiderrognen til med salt, peber og citronsaft. Stil den derefter på køl indtil du skal anrette.

Kog eddike, vand og sukker op i en gryde, skær rødløget i fine både og hæld den varme sylte lage over. Stil de syltede løg på køl. De kan med fordel laves tidligere eller dagen før, da de gerne skal være helt kolde.

Rør rygeosten cremet med mælk og smag til med salt, peber og evt. et par dråber citronsaft. Rygeosten fyldes i en sprøjtepose og lægges på køl. 

Klip karsen af og læg den i en bøtte til du skal anrette.

Stik brødet ud med en stor rund udstikker eller skær det ud med en kniv. Brødet pensles grundigt på begge sider med smeltet smør og ristes gyldent i ovnen ved 165 grader.

Anretning:

Anret stenbiderrognen ovenpå brødet. Lav en masse dutter med rygeostcremen og anret med lidt syltede løg imellem. Slut af med karse på toppen.

 

Velbekomme, Køkkenchef Anne Frier Larsen